Fremtidens sikkerhedsudstyr

Mange trafikulykker skyldes helt eller delvist menneskelige fejl.

Fremtidens biler kommer muligvis til at indeholde flere systemer til at hjælpe personerne i bilerne sikkert gennem trafikken, end tilfældet er i dag.

Man kan f.eks. forestille sig, at bilen hjælper til med at overholde fartgrænserne, og at den hele tiden følger med i, om chaufføren er vågen. Og hvis uheldet er ude, tilkalder bilen selv hjælp, også hvis føreren er kommet til skade og ikke selv er i stand til at ringe 112.

Mange af disse fremtidsvisioner er allerede så småt ved at være virkelighed. Bl.a. opererer flere bilmærker i dag med vognbaneskiftalarm, som advarer føreren, hvis man overskrider linjerne på vejen. Disse systemer er i nogle topmodeller koblet på et aktivt styretøj, som i nogle tilfælde endda kan holde kursen på lande- og motorveje. Ligeledes har kollisions- og afstandsdetektorer i form af adaptive fartpiloter eller automatiske nødbremsesystemer også vundet indpas i flere biler. Systemet skanner vejen forude og er i stand til at afgøre, om der er fri bane, eller om der skal bremses.

EU-kommissionen har iværksat det såkaldte intelligent car initiative, der skal bidrage til en væsentlig reduktion af antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken. Du kan læse mere her.

Avancerede sikkerhedssystemer har været evalueret i et EU-støttet storskalaforsøg, hvor blandt andet førerens opfattelse af systemerne og systemernes indflydelse på kørestil og evne til at forebygge ulykker er undersøgt.

Læs mere om projektet her.

EU-Kommissionen peger i en rapport på brug af moderne teknologi i biler som et af de redskaber, der skal anvendes for at nå målene om en halvering af antallet af trafikdræbte fra 2011 til 2020. Læs mere her.

Sidst opdateret: 10 juni 2016