Vognbaneskiftalarm

En vognbaneskift-alarm (LDW, Lane Departure Warning) giver alarm, hvis bilen tilsyneladende utilsigtet, dvs. uden at blinklyset er slået til i den side, er ved at skifte vognbane. Dette kan ske, hvis føreren er uopmærksom eller måske er på nippet til at falde i søvn bag rattet.

Rent teknisk fungerer en vognbaneskiftalarm ved, at der sidder et kamera i bilen, der er koblet til en lille computer, som hele tiden holder øje med, hvor bilen er placeret i forhold til vognbanelinierne på vejen. Hvis bilen kommer for langt til siden gives der alarm, f.eks. i form af kunstige rumlestribelyde fra den side, man er kommet for langt ud til.

Særligt på tunge køretøjer som busser og lastbiler vil vognbaneskiftalarmen have en gunstig effekt på færdselssikkerheden, da tunge køretøjer forårsager de mest alvorlige ulykker. Vognbaneskiftalarm bliver EU-lovkrav på nye lastbiler og busser, der registreres fra 1. november 2015. For nye modeller er det dog allerede fra 1. november 2013.

Vognbaneskiftalarm kan også købes til eftermontering.

Se film om Mobileye

Sidst opdateret: 10 juni 2016